Pressemeddelelse

”I ved Hvem I Er” er Pernille Peterssons debutudgivelse, men hun er ingenlunde et ubeskrevet blad, når det kommer til musik og sang. Bl.a. Bellevue Teatret, Østre Gasværk og Folketeatret har gennem en årrække nydt godt af Pernille Peterssons sangtalent.

Den 18. maj udkommer EP’en ”I Ved Hvem I Er”, der består af fire catchy og boblende popperler. Pernille Petersson har lavet EP’en i samarbejde med musikeren Søren Graversen og producer Rune Braager, der bl.a. har arbejdet med navne som Sanne Salomonsen, Joey Moe, Sys Bjerre, Barbara Moleko, Nabiha og NOAH.

Første single ”Savner Dig”, handler overordnet om at miste sig selv i et forhold. Trods det lidt tunge emne, er sangen pakket ind i et smooth og iørefaldende popunivers, der kan få selv den mest mismodige til at blive glad i låget.

”Sangen er egentlig skrevet med inspiration i en venindes komplicerede forhold, men sidenhen er det gået op for mig, at det faktisk var mig selv der var hovedpersonen. Jeg mistede langsomt mig selv i mit tidligere forhold. Prioriterede ikke min egen tid og lyttede ikke til mine drømme. Men det gør jeg nu,” fortæller Pernille om teksten.

Alternativ boligsøgning

Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde. Da Pernille Petersson i 2016 pludselig stod uden bolig med to børn, tog hun en utraditionel metode i brug for at finde et nyt hjem. Hun skrev en boligsøgningssang og opfordrede sine Facebookvenner til at dele videoen. Det gik over alt forventning. Den musikalske boligsøgning spredte sig, blev vist mere end 100.000 gange og delt over 1000 gange på Facebook. Og missionen lykkedes.

Dette blev ubevidst startskuddet til den aktuelle debut-EP ”I Ved Hvem I Er”, da Pernille Petersson efter den gode respons på boligvideoen endelig fik mod til at smide den indre kritiker væk og til at udgive sine egne numre. En idé hun havde puslet med i mange år.

Musicalstjerne
Pernille Petersson medvirkede i MGP i 1991 men startede sin professionelle sangkarriere i opsætningen af Atlantis på Bellevue Teatret, der i øvrigt har 25-års jubilæum i år. Blandt publikum sad teaterdirektør Morten Grunwald, der efterfølgende headhuntede hende til Østre Gasværk, hvor hun blev stjernen i Atlantis og Miss Saigon. Senest har hun spillet Svetlana i Chess  I Tivoli og på turne´. Desuden underviser hun i sang og sangteknik og arbejder om sommeren som skuespiller i Korsbæk på Bakken hvor hun bla. spiller Maude.

”Jeg har altid spillet roller, og ikke været vant til selv at stå med mit eget materiale og dermed egne følelser. Når jeg synger mine egne numre, kan jeg ikke gemme mig bag sminke og kostumer og det er en stor udfordring og derfor har det også taget tid at få Epén færdig. Det er desuden en helt anden måde at synge på i forhold til musicals. Det har været en god og spændende udfordring for mig at lave denne debut-EP”, fortæller Pernille.

Titelnummeret ”I Ved Hvem I Er” er skrevet på melodien til Pernilles boligsøgningssang og er en hyldest til alle dem, der var der for hende i en svær tid og var medvirkende til at Pernille og hendes to døtre fik et dejligt sted at bo.

Se ”Plads til 3 – en musikalsk boligsøgning” videoen her: https://www.youtube.com/watch?v=R1r2LUtlcio